Tid, sted og rum
med Iben Lindebjerg
Illustrér tid. Dette var blandt de første opgaver, vi kæmpede med som spritnye elever på Visuel Hf. Jeg selv var nødt til at vise, hvilke forskruede idéer jeg kunne byde på. Tid, tid, tid, spisetid, taletid, tidsløs, tidsmaskine, tidszone, fortid, sengetid, fremtid!
Min illustration skulle forestille en vision om en nær, amerikaniseret, sløv, gold og snavset fremtid, hvor den stærke, veluddannede ungdom ser til, mens samfundets elendighed vokser. Med denne pessimisme brød jeg mine trygge, positive rammer og kritiserede nutidens og fremtidens virkelighed. Jeg skabte de opsvulmede, pukkelryggede mennesker for at dæmpe seriøsiteten en smule og for at balancere mellem ubehag og komik.
Skab en animationsfilm om tid. I samarbejde med Thomas Græslien Hæklund og Søren Bro Sparre arbejdede jeg videre på idéen fra min triste, postapokalyptiske illustration. Inspireret af blandt andet filmsekvenser fra videospillet Fallout forestillede jeg mig et univers, hvor fortid, nutid og fremtid mødes og danner en usædvanlig og mystisk tid. Filmen skulle være simpel og opstilles, som var den et levendegjort fotografi. Endnu engang skulle billedets centrum bestå af en frustreret og målløs ungdom, som betragter sine sørgelige omgivelser. De fede, fedtede og anonyme skabninger blev ligeså taget i brug igen. Under arbejdet med design af scenariets hovedperson placerede vi en McDonalds-kasket på hovedets af en ung, forskrækket fyr, og filmen fik straks en ny betydning. Hvor illustrationen lagde vægt på følelser som væmmelse og afsky, handler filmen i højere grad om magtesløshed og eventuel skyldfølelse: en sund, uskyldig McDonalds-medarbejder har netop forladt arbejdspladsen og indset, hvad han har gjort ved omverdenen, hvis udvikling passerer ham med ustyrlig hastighed. Baggrunden, som Søren stod for at kreere, skulle beskrive et visuelt ulækkert miljø, som ukontrolleret opbygger og nedbryder sig selv og bidrager til uroen i billedet. Lydeffekter bestående af tunge åndedræt, gisp, mumleri, rumlen og plaskeri indspillede gruppen selv.
Under denne produktion forstod jeg at låse mig fast på en idé, som både Thomas og Søren tilsluttede sig, vedholde fokus og samtidig være åben over for eventuelle ændringer. Samarbejdet fungerede, og alle gruppens medlemmer var beskæftiget med nøje fordelte ansvarsområder. Selvom processen var tung og langvarig, og vi endnu ikke havde megen erfaring på det tekniske område, blev resultatet, som jeg havde regnet med og håbet på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar