Fosfor på godt og ondt
med Kenneth Boris
Skab en animationsfilm om fosfor. I samarbejde med Thomas Græslien Hæklund, Martin Skovby Hansen og Thomas Margaard Sørensen foregik idéudviklingen problemfrit. Da idéen om en visuelt barnlig fortolkning af skovbundens fosforkredsløb blev luftet, var samtlige af gruppens medlemmer enige. Ligeledes var vi alle meget enige om, at animationsfilmen skulle være en finurlig sammensætning af flere forskellige medier, eksempelvis 3D-animation og dukketeater.
Fosfor-molekylets rejse gennem den fugtige undergrund og over den tætte og farefulde skovbund beskrevet med silhuetter i et ubestemt tropisk miljø og med en brusende drift af afrikansk-indiansk-inspirerede trommerytmer og begejstret, rituel sang.
Som basis for storyboard kreerede vi det fulde scenarium med skovbunden og dens undergrund. "Landkortet" var skabt, og vi kunne frit udpege de nødvendige locations til fortællingen. Filmens fødekæde, planteæderen og rovdyret, blev grundigt overvejet. Deres silhuetter skulle tydeligt beskrive den typiske uskyldige ædemaskine samt den snu og frygtindgydende jæger. Musik samt størstedelen af reallyde stod gruppens egne medlemmer for at indspille.
Samarbejdet og forløbet generelt fungerede optimalt, da vi allerede fra begyndelsen forstod at planlægge realistisk og fordele processens opgaver, så alle var beskæftiget med områder, de havde forstand på. Derudover var kommunikationen i top, og gruppen havde altid fornemmelse for, hvor i forløbet vi befandt os. Processen var altid morsom og spændende, og hvert medlem gav sit for at holde gejsten i live. Jeg har lært, hvor afgørende det er at danne gruppe med pålidelige og ligesindede personer, og hvor vigtigt det er, at samtlige eller størstedelen af projektets deltagere lægger lige mange kræfter i at opnå det ønskede resultat. Jeg er også blevet vis på, at det kan gavne at knokle hele natten før deadline - hvis man vel og mærket er vel forsynet og udhvilet. Dette gør sig gældende i højest ét ud af tyve tilfælde.





Ingen kommentarer:
Send en kommentar